Om psykoterapi

PBSP-terapi (Pesso-Boyden-System-Psykomotor) også kaldet Pesso-terapi.

Terapien er grundlagt af Albert Pesso og hans hustru Diane Boyden-Pesso i 1960’erne i USA, hvor de som professionelle dansere arbejdede med den tætte sammenhæng mellem krop, tanker og følelser. De udviklede deres teori gennem praksis og fandt, at hvor et menneskes følelser bliver mødt på den rette måde og i den rette sammenhæng, oplever det en heling af gamle traumer og svigt. De så, hvordan deres klienters liv tog en ny retning med mere glæde, ro, tilfredshed og mindre stress og ensomhed.

Læs mere om terapien og grundlæggerne af den på www.PBSP.com

Lidt baggrundsteori:

Vi er født med en forventning om at have en plads i verden, blive passet på, næret og hjulpet på vej, indtil vi til sidst kan klare os selv. Vi har i vores gener, som er udviklet gennem hele menneskehedens historie, en slags database, som rummer forventningen om, at de nærmeste vil opfylde vores behov på bedste måde og i rette alder.  Grundbehovene er plads, næring, beskyttelse, støtte og grænser. Behovene skal i begyndelsen opfyldes helt konkret for det lille nyfødte barn, men snart skal de også dækkes på det symbolske plan, for i den sidste ende at være en integreret del af os selv, hvor vi selv kan sørge for at få vores behov opfyldt.

Imidlertid lever vi i en verden, som ikke kan sikre os disse behov opfyldt i alle situationer og til hver en tid. Ingen forældre eller omstændigheder omkring vores liv kan være ideelle hele tiden. Verden forandrer sig konstant, og vi forandrer os med den. Derfor vil vi i vores opvækst uvægerligt komme til i forskellig grad at opleve svigt, tab, afvisning, grænseoverskridelser, ensomhed, usikkerhed, osv. Dette vil for et lille barn være meget indgribende i dets fysiske, mentale og følelsesmæssige udvikling.

Barnet udvikler strategier til at beskytte sig selv mod yderligere svigt, men vil fortsat længes efter og række ud efter at få behovene dækket fra sine omgivelser.

Oplevelserne fra den tidligste barndom sætter sit præg på os og farver vores syn på verden fremover- danner de briller, som resten af vores liv ses og opleves igennem.  Vi kan ofte ikke forstå, hvorfor vi i pressede situationer umiddelbart, næsten reflektorisk reagerer, som vi gør. Når vi oplever noget, som blot minder om en tidligere konflikt eller afvisning, vil det være, som om et vindue blev åbnet lige ned til den tidligere situation, hvor vi har måttet forsvare eller beskytte os, fordi ingen andre gav os den hjælp, der var behov for dengang, og det aktiverer vores overlevelsesstrategi fra dengang. Vi og vores omgivelser kan i nuet opleve, at vores reaktioner er helt ude at trit med situationen eller ”barnlige”, dvs. som dengang vi var børn og forgæves rakte ud efter omsorg fra vores nære eller manglede at få sat grænser.

Det vil i større eller mindre grad komme til at præge vores liv, vores kontakt med andre mennesker, vores evne til at udholde modgang, vores måde at håndtere problemer på. Og dermed kommer det også til at betyde meget for vores selvopfattelse, som netop dannes i samspillet med omverdenen i den tidligste barndom.

Hvor ofte kan vi ikke opleve, at vi på trods af selvindsigt og viden om fortiden alligevel falder ind i et trivielt og kendt reaktionsmønster med vores familie, venner, kolleger? Og sidder tilbage med en forstærket følelse af svigt, afvisning og ensomhed?

Noget om processen:

I PBSP-terapien tager vi udgangspunkt i nuet, hvad der er på færde lige nu i klientens liv.  Klienten får derigennem kontakt med de oprindelige erfaringer, som har ligget i det skjulte og styret de nuværende reaktioner. Vejen går gennem kroppen og følelserne.

Kroppen husker, og i terapien dukker de gamle erindringer og svigt op. I PBSP-terapi lades klienten ikke alene med sine følelser ligesom dengang, med risiko for re-traumatisering, men er medskaber af nye symbolske scenarier, hvor klienten ved hjælp af symbolske eller levende roller ser for sig og mærker sine behov opfyldt på den rette måde og i den rette alder.

Den menneskelige hjerne er kreativ og i stand til at danne sig nye ideelle billeder, der aktiverer følelser i samme grad, som hvis det havde været en virkelig oplevelse. Disse indtryk lejrer sig samme sted i hjernen og får en lige så sand værdi som de historiske erindringer. Når de er præcise og passende, vil hjernen fremover vælge den nye erindring af forholdene frem for den gamle, da den vil fremme vores livsudfoldelser og overlevelse bedst.

Det forunderlige er, at den nye erindring retter brillerne til. Den giver mulighed for at se og opleve verden på en ny måde, nye muligheder åbner sig og gamle mønstre bliver brudt. Klienten ved stadig, at historien var en anden, men det følelses- og kropsmæssige aftryk af de oprindelige oplevelser vil falme.

Klienten oplever, at de tidligere reflektoriske, ude-af-trit- reaktioner tager af og erstattes af mere modne reaktioner, som passer i den aktuelle situation.